Du må gerne indhente virksomhedens lønoplysninger

Som tillidsrepræsentant må du gerne få udleveret lønoplysninger i virksomheden.

For tiden bliver der indhentet lønoplysninger ude på arbejdspladserne, men mange statistikførere og tillidsrepræsentanter oplever udfordringer med at få oplysningerne udleveret.

Lønoplysningerne skal bruges til at opnå så retvisende en lønstatistik som muligt.

Desværre hører forbundet fra både lokalafdelinger og tillidsrepræsentanter, at det kan være svært at få udleveret oplysningerne fra virksomhederne – ofte med henvisning til persondataforordningen.

Men dette er ikke korrekt. Der er ikke noget i persondataforordningen, der hindrer virksomhederne i at udlevere lønoplysningerne. De lønoplysninger, som forbundet skal bruge, er højeste løn, laveste løn og gennemsnittet – og der skal ikke kobles navne på oplysningerne, så de er ikke følsomme.

Skulle virksomheden alligevel udlevere en liste med ansattes navne, er det stadig inden for rammerne af forordningen: som tillidsrepræsentant har du nemlig dine kollegaers tillid, og du skal ikke videregive de følsomme oplysninger til forbundet.

Tidligere har virksomhederne udleveret samme oplysninger uden problemer, og det kan de fortsat gøre – reglerne på dette område er uændrede.

Hvis du oplever problemer med at få udleveret oplysningerne til forbundets lønstatistik, skal du kontakte din lokalafdeling.