DEF: Danmark har brug for en ny regering

… med en ny politik: Dansk El-Forbunds hovedbestyrelsen har vedtaget en udtalelse i anledning af de forestående valg til Europa-Parlamentet og Folketinget

Danmark har brug for en ny regering – med en ny politik. Sådan indledes en udtalelse, som Dansk El-Forbunds (DEF) hovedbestyrelse har vedtaget i anledning af de to forestående valg.

Valgillustration 2019 DEF

Hovedbestyrelsen konstaterer, at regeringens fokus på skattelettelser har medført konstante og unødvendige besparelser på arbejdsmiljø, indsatsen mod social dumping og på uddannelsesområdet – herunder erhvervsuddannelserne. Folketinget opfordres til at føre en markant anden politik på disse områder efter valget.

Hovedbestyrelsen opfordrer også til, at der efter beskæringerne i efterlønnen findes en politisk løsning, som giver nedslidte en værdig og økonomisk holdbar mulighed for at trække sig fra arbejdsmarkedet inden folkepensionsalderen. Aftalen mellem den borgerlige regering med De Radikale og Dansk Folkeparti sikrer kun en løsning for, at de mest nedslidte kan søge om den såkaldte seniorpension på bedre vilkår end før. Til gengæld løser det ikke de store udfordringer for de slidte, der har brug for at trække sig nogle år før folkepensionsalderen, som den er fastsat efter Velfærdsforliget fra 2006, mener hovedbestyrelsen, der også konstaterer, at en løsning ikke kan vente til 2040.

På klima- og energiområdet efterlyses en politik, der prioriterer fremtidens udfordringer og muligheder. Om energiforliget fra 2018 hedder det, at det på nogle punkter et fremskridt, men det indeholder ikke den massive satsning på energioptimering og energirenovering, der er brug for og mulighed for. DEF opfordrer derfor til, at energioptimeringen og -renoveringen styrkes gennem klimapolitikken i de kommende år.

I forbindelse med såvel folketingsvalget som valget til Europa-Parlamentet ønsker forbundet et øget pres på EU for at sikre et fair og ansvarligt arbejdsmarked. Hovedbestyrelsen henviser til de forslag, som forbundet har fremsat sammen med andre fagforbund i Bygge- og Anlægskartellet (BAT). De indebærer, at det indre markeds fri bevægelighed også bliver til fair bevægelighed gennem et EU-ID-kort for lønmodtagere, en garanti for løn- og arbejdsvilkårene i en ny grundlæggende arbejdsmarkedsprotokol for hele EU, kontrol med vikarbureauer og falske selvstændige samt minimumsrettigheder i Udstationeringsdirektivet.

Hele udtalelsen kan downloades via linket herunder. Se også Dansk El-Forbunds særlige valgside her på hjemmesiden.